Den bedste måde at komme ind under huden på danskerne og selv blive en del af dem er gennem arbejdet. Det er den simple grund til, at jeg mener, at integrationsarbejdet bør hænge stærkt sammen med en beskæftigelsesindsats.
På arbejdspladsen får man som ny i landet mulighed for at blive en del af det sammenhold, der er blandt sine kolleger, og man får en masse dansk kultur helt tæt på.
Man får sproget at høre og tale, man får vendt verdenssituationen i frokostpausen, man oplever de danske helligdage og højtider sammen med sine kolleger, og i det hele taget får man en stor kontaktflade med danskere og det danske.
Derfor bør man ikke sige integration uden at sige beskæftigelse. Det er ikke udelukkende et spørgsmål om kroner og øre, selvom det er mange penge, der er tale om, når man flytter folk fra passiv til aktiv forsørgelse.
Der er noget dybt menneskeligt i at have sin plads i samfundet i kraft af ens arbejde, og der er en selvforståelse og identitet, der er svær at få andre steder. Vores arbejde er med til at definere os – groft sagt er det med til at vise omverden, om man vil bidrage til sit samfund, eller om man vil tage fra det.
Fra udgift til indtægt – til gavn for alle
Selvom der bestemt er menneskelige vinkler, som er drivkraften bag en beskæftigelsesindsats i forbindelse med integration, er der også økonomi. Der er mange penge at hente for hver enkelt flygtning eller indvandrer, der bliver flyttet fra offentlig forsørgelse til arbejdsmarkedet.
Regnestykket er jo enkelt nok. Er man på offentlig forsørgelse, er man en udgift for staten og samfundet – det koster os alle sammen penge. Er man i arbejde, er man en indtægt for staten, fordi man betaler skat af sin løn.
Egentlig behøver regnestykket ikke være længere end det, men det er et spørgsmål om millioner og atter millioner på årlig basis, der kan flyttes fra minus til plus i den store bankbog, hvis det lykkes at få folk i arbejde.
Seneste kommentarer