Hvis man er nedslidt og ikke kan arbejde, skal man have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, så man kan få en værdig alderdom.

Det er min helt klare holdning, og derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi sikrer, at der er muligheder for at trække sig tilbage, hvis man er nedslidt.  Der er allerede indført en seniorførtidspension, som kan medvirke til, at nedslidte med nedsat arbejdsevne kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis de ikke kan arbejde til den almindelige tilbagetrækningsalder.

I min optik skal vi sikre, at man kan skifte arbejde eller branche, så man ikke risikerer at blive nedslidt. Her har Venstre og regeringen bl.a. i trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse afsat penge til en sporskifteordning. Det gør, at man kan få tilskud til at skifte til en anden branche.

Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi får styrket arbejdsmiljøindsatsen, så vi kan sikre, at færre bliver nedslidte og syge af at gå på arbejde, for man skal selvfølgelig ikke blive syg af at gå på arbejde. Det gør så også, at man som medarbejder kan blive længere på arbejdsmarkedet.

I Venstre finder vi det fornuftigt, at vi arbejder længere tid i takt med, at vi lever længere med et godt helbred. Et princip, vi har aftalt med bl.a. Socialdemokratiet, og som er forudsætningen for, at vi har råd til at prioritere vores fælles velfærd.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har fremlagt til et nyt pensionssystem, hvor de vil give en ny ret til tidlig folkepension for de lønmodtagere, der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Forslaget virker ved første øjekast sympatisk. Men det er – som det altid er fra Socialdemokratiet – lette løfter uden klare svar eller finansiering.
Det er uklart, hvilke grupper der skal have ret til at trække sig tilbage før tid, og hvilke grupper der ikke skal.
Og hvordan skal systemet egentlig strikkes sammen?

Derfor presser det uundgåelige spørgsmål sig på: Hvad mener Socialdemokratiet egentlig?