Vi fejrer i år grundlovens 169 års dag.

I modsætning til andre lande fik Danmark sin frie forfatning i fred og fordragelighed. Spydspidsen blev den københavnske borgerrepræsentation, som ifølge Københavns privilegier havde ret til at gå til kongen.

Borgerrepræsentationen vedtog en såkaldt adresse, som krævede den siddende regerings afgang og i stedet indsat “mænd, som kan redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed”.

 

Den 21. marts 1848 gik et mægtigt folketog i procession til Christiansborg. Borgerrepræsentationens overpræsident Hvidt gik ind på kongeslottet.

Ventetiden var uendelig lang. Men omsider gik slotsporten op, og Hvidt meddelte kongens svar: “Ministeriet er opløst!”

Den enorme forsamling udbrød: “Kongen leve!”

Så tog alle hjem for at spise.

Det er nok typisk dansk. Og godt for det.

Så fredeligt foregik revolutionen i København, 1848. Og året efter: 5. juni 1849 fik Danmark sin frie forfatning, Grundloven. Med Grundloven forsvandt enevælden.

Folkestyret blev indført med frie valg og lige og almindelig valgret.

Hvor fri og almindelig valgretten var kan man diskutere, for i praksis betød det, at valgretten gjaldt ”alle danske uberygtede mænd over 30 år, der havde egen husstand og rådighed over eget bo.

Udelukket var kvinder, tyende og fattighjælpsmodtagere, eller som det siden blev formuleret: Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede.

 

Optalt i personer var det frem til 1915 i virkeligheden kun cirka 14 % af befolkningen, der havde stemmeret, og det var kun omkring halvdelen, der udnyttede den.

 

Selv om det i dag ikke lyder hverken særligt frit, lige, almindeligt eller demokratisk, var den danske grundlov af 1849 faktisk én af de mest demokratiske i datidens verden.

 

I Grundloven blev der også indsat en række bestemmelser om borgernes frihedsrettigheder. Men kampen for et reelt folkestyre var ikke vundet, blot fordi Danmark fik en Grundlov.

Forfatningskampen fortsatte. Det var først i 1901, at Danmark fik en regering, der var baseret på et flertal i Folketinget.

I dag er det utænkeligt at danne en regering imod flertallets vilje i Folketinget. Men sådan var det ikke i Grundlovens første mange år. I 1849-grundlovens § 13 stod der, at kongen udnævner og afskediger sine ministre.

Den 24. juli 1901 fik Danmark sin første Venstre-regering. Statsminister blev professor Deuntzer.

Det var et systemskifte. Et systemskifte, som samtidigt knæsatte det princip, at en regering ikke må have et flertal i Folketinget imod sig.

Det er er dét, vi i dag kalder parlamentarisme.

Men det var først mange år senere – i 1953-grundloven – at parlamentarismen blev skrevet ned. Nu fremgår det klart, at en regering skal gå af eller udskrive valg, hvis et flertal i Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren.

Systemskiftet betød ikke blot folketingsparlamentarisme. Systemskiftet banede også vejen for betydningsfulde politiske reformer.

Blandt andet blev der gennemført omfattende reformer af skatte- og socialsystemet. Reformer, som lagde grunden til velfærdsstaten.

I dag kæmper vi ikke længere for et reelt folkestyre, for det har vi. Men vi værner forsat om det, for uden folkets opbakning og engagement er det intet værd.

Derfor er det vigtigt at stoppe op og markere Grundlovsdag for at sætte fokus på de rettigheder, som grundloven giver os.

Med Grundlovsdag fejer vi noget af det, der for mig er det mest værdibærende i vores samfund: Nemlig en lang række frihedsrettigheder med demokrati i spidsen.

Dette er fundamentet i hele vores samfund.

Netop derfor er det vigtigt, at vi holder fast i traditionen med at fejre dagen i dag.

Der er steder i verden, hvor bare det at tænke tanken om at kunne have nogle grundlovssikrede rettigheder, kan koste livet.

Det er de rettigheder, vi tager som selvfølgeligheder; nemlig det at kunne tale, skrive og agitere frit for sine synspunkter.

Nu er det svært at rangordne, hvad der er det vigtigste i Grundloven, men jeg er ikke i tvivl om, at ytringsfriheden er den mest dyrebare.

Dybest set er ytringsfriheden garant for alle andre friheder. Hvis vi som mennesker ikke kan meddele vores tanker frit til andre, så er der for mig at se ingen frihed.

Friheden til at diskutere alle emner er forudsætningen for et sandt folkestyre. Friheden til at tale magthaverne midt imod er bolværket mod tyranni.

Friheden til at stille kritiske spørgsmål til etablerede sandheder og dogmer er vejen til at sikre fremgang, fornyelse og udvikling.

Ved at stille spørgsmål kan vi søge sandheden. Derfor er ytringsfriheden så afgørende. Og ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den er ikke til forhandling.

Og så skal vi lægge os én meget vigtig pointe på sinde: Ytringsfriheden er til for at beskytte ytringer, vi ikke bryder os om.

Der er ikke noget særligt behov for at beskytte ytringer, alle er enige om. Det har Voltaire udtrykt så rammende: ”Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil til døden forsvare din ret til at sige det”.

Så kunne alt jo være godt. For ytringsfriheden eller retter validiteten i de udsagn der bliver bragt til torvs, er nødvendigvis i dag ikke i samklang med det værdisæt, som vi normalt forbinder med ytringsfrihed.

Vi har været vandt til, at har man en holdning eller et udsagn, så står man på mål for det.

Vi kan bare ikke i dag være sikker på, hvad der ligger bag udsagnene.

For vi har fået et begreb, der hedder ”Fake News” og så har vi fået stater, der bruger sociale medier til at påvirke demokratiske valg i andre lande.

Når vi f.eks. i USA har en præsident, der hver gang han møde et udsagn, som ikke passer ham, råber ”Fake News” og en leder i Rusland der via sociale medier forsøger at påvirke valg i andre lande, så er ytringsfrihed i min optik for alvor truet og ikke mindst de fundamentale spilleregler for dialog i en demokratisk kontekst.

Nu gør jeg mig ikke nogen forestilling om, at de regler og ikke mindst de rettigheder, som vi har i Danmark med grundloven i hånd, er rettigheder, som Trump og Putin tænker så meget over.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min yndlingssang fra Højskolesangbogen.

”I alle de riger og lande.” Her lyder første vers.

I alle de riger og lande,

hvorhen jeg i verden fo’r,

jeg fægted med åben pande

for, hvad jeg for alvor tror.

Netop det at fægte med åben pande, tror jeg, er vigtig i en verden, hvor vi som et lille land, og hvor vi som enkeltindivider kan have svært ved at finde ud af, hvad der er rigtig og forkert.

Når vi får svært ved at finde ud af, hvad der er rigtig og forkert, og når vi oplever, at vores demokratiske måde at leve med hinanden på, kommer under pres, så kan vi vælge to veje, enten at lukke os inde og forskanse os. Holde omverdenen ude.

Eller man kan insistere på åbenhed og på, at vores værdier er så stærke, at de vil sejre til slut. At vores værdier besejrer mørket og det infantil ”Fake News”.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle tyer til og synes, at vi skal lukke os om os selv. Men jeg insisterer på åbenhed, for det er den grundlæggende tro, jeg har på, at vi som land kommer længst.

Men vi er også nødt til at have nogle allierede. For når vi oplever en præsident i USA, der gør alvor af told på stål og aluminium fra EU. Eller retter en allieret, en samarbejdspartner, ja, så er det ikke bare spørgsmål om lidt told, nej, det er en handlingen lige ind i hjerte af det samarbejde, der har været mellem USA og Europa og som siden anden verdenskrig har sikret fred i vores del af verden.

Det gør, at vi Danmark som nation skal spille en stadig stærkere rolle på den internationale politiske scene. Her er EU er et rigtig godt sted, at starte det samarbejde.

Her er jeg ikke i tvivl om, at Danmark skal spille en klar og tydelig rolle i EU

Det kan godt være, at vi nogle gange kan få den fornemmelse, at EU mest er krumme agurker, flæskepriser og tåbelige støtteordninger. Men, – må jeg minde om -, at det europæiske samarbejde i sin tid blev dannet som et værn mod krig og ufred i perioden efter den anden verdenskrig.

Samarbejdet i EU har også betydet og været med til, at styrke frihandlen. Så ud over freden så har frihandlen også været med til at skabe velstand.

Lad mig blot minde om, at Danmark har vundet al vores velstand gennem handel med andre. Vi er en af verdens førende søfartsnationer og en af de allerstærkeste stemmer for frihandel.

Så derfor er det bekymrende og bedrøveligt, at USA nu anlægger en stil med protektionisme, frem for åbenhed og frihandel.

Når USA vælger at trække sig tilbage fra den internationale førerposition, som verdens eneste supermagt, som USA har besiddet uantastet siden afslutningen på den Kolde Krig, så overlader det spillebanen til andre. Det kan for alvor gøre mig bekymret.

Det er bekymrende for Den frie Verden, som risikerer at stå tilbage uden leder. Og det bør også give panderynker her i Danmark. For hvis verden går af lave, så er risikoen størst for de små lande, som er afhængige af andre.

Også derfor er det blevet mere end nødvendigt, at vi går helt hjertet ind i EU-samarbejdet. Dem der her hjemme tror, at vi som land kan klare os alene, gør Danmark en kæmpe bjørnetjeneste.  – Jeg fristes til at sige en russisk bjørn.

I min indledning nævnte jeg at systemskiftet betød folketingsparlamentarisme, men også at der kom politiske reformer.

Reformer, som lagde grunden til velfærdsstaten.

Det var dog ikke den velfærd, vi kender i dag, men det var de første spæde skridt. Dengang var der ganske stor forskel på rig og fattig. Men siden har den danske model for velfærd til stadighed været præget af reformer, der har haft for øje at sikre stadig større velfærd for alle i samfundet, så vi i dag er et land, ja faktisk et af verdens lykkeligste og harmoniske lande i verden ”hvor få har for meget og færre for lidt”.

 

Venstres formand og landets statsminister har sagte det meget præcist:

Han sagde: ”I min optik er der kun ét Danmark. Ét frit land hvor vi vokser i fælleskab. Og hvor fremgangen skal komme alle til gode”

Det er jeg meget enig i.

Så ved jeg godt, at mange vil sige, at der er meget, der kunne være bedre.

Her er det, at jeg vil tillade mig at minde om, at det kan godt være at Danmark ikke er et perfekt land, men vi er et godt land —- for grundlæggende er det sådan, at vi aldrig før i menneskets historie har haft det bedre.

Når vi ser tilbage på de sidste tre år, så er der grund til at glæde sig.

Der er skabt omkring 130.000 private arbejdspladser, og vi har slået beskæftigelsesrekord.

Og fremgangen i antallet af private lønmodtagerjob er sket i alle 98 kommuner i Danmark.

I de sidste tre år er antallet af offentligt forsørgede faldet med 49.200. Og når færre forsørges af det offentlige, ja så får vi bedre råd til vores fælles velfærd.

Og nok så vigtig, 49.200 er blevet en del af fællesskabet på bl.a. på arbejdspladser.

Der er gennemført 76 stramninger af udlændingepolitikken, så antallet af asylansøgere i 2017 var det laveste i ni år.

Og nok så vigtigt, er antallet af beskæftigede indvandrere fra ikkevestlige lande steget med omkring 20 pct.

Ja, selv miljøet får, og har fået, det bedre.

Hver eneste dag omlægges, hvad der svare til 150 fodboldbaner landbrugsjord fra konventionel drift til økologisk drift. Og hver eneste dag siden 2015 er der opstillet en ny vindmølle.

Så kort sagt: Danmark står bomstærkt.

Når vi mødes igen om et år, så har der formentlig været folketingsvalg, og hvis ikke, så er vi midt i valgkampen, da folketingsvalget skal være holdt senest den 18. juni 2019

Det er et valg af stor betydning. For skal vi fortsætte den udvikling som Danmark er inde i med Venstre i spidsen, eller tør danskerne prøve Alternativet, ja i mere end en betydning.

Og så er det kommende valg også af stor betydning for mig.

Men uanset egne interesser, så er det vigtigt for mig, at Venstre også står i spidsen for regeringen efter et valg.

For der er forskel på, om det er en rød eller blå statsminister.

”Frihed til forskellighed” Mange har hørt mig sige det før, fordi det er noget af det, der er meget essentielt for mig. Jeg tror ikke på, at fordi man er valgt til folketinget eller for den sags skyld et byråd, at så ved man lige præcist, hvad der er den rigtige løsning eller tilbud for mig eller Jer.

Vi behøver ikke engang at hente eksempler fra Christiansborg i forskellen på rød og blå.  Vi kan så ment hente dem i byrådet, her i Favrskov.

Venstre havde stillet et forslag om, at forældre kan vælge et økonomisk tilskud til pasning af sine børn i stedet for en plads i dagtilbud. Dette ud fra en betragtning om, at forældrene bedst ved, hvad der bedst til dem og deres barn.

Men her mente de røde at systemet, det kommunale dagpasningstilbud, ved bedre, hvad der passer bedst for den enkelte familie og barn. Intet er mere forkert.

Jeg tror, de fleste helst gerne selv vil bestemme, hvordan man vil lever sit liv.

En anden sag, hvor der ikke er sammenhæng mellem ord og handling hos de røde, og dermed viser forskellen på rød og blå.

Venstre stillede sammen med Dansk Folkeparti et forslag om at arbejde for størst mulig genanvendelse af husholdningsaffaldet i hele Favrskov. I Venstre ønsker vi at passe på miljøet og genanvende mest muligt affald, der derved kan omsættes til glas, plast, papir og varme.

Derfor foreslog vi, at de skoler og institutioner, der ikke med i den affaldsordning, som alle Favrskovs borgere ellers er pålagt, også skulle sortere deres affald.

Men de røde, som ellers taler meget om grønomstilling og mener, at vi blå er sorte, ville ikke være med på forslaget. Man kunne få den tanke, at det kun er en grøn idé, hvis det er et forslag, der er stillet af et rødt styre.

 

Kan ikke lade være med at reflektere over, når vi se rundt om i verden, så bliver Danmark igen og igen kåret til førende inden for den grønne omstilling.

Og lad mig lige nævne her, at Venstre har haft regeringsmagten i 13 ud af de sidste 17 år. Så mon ikke Venstre har haft lidt indflydelse på den førte miljøpolitik.

Jeg kan kun sige, at det er helt sort, når de røde siger, at vi blå ikke er grønne.

 

Når vi står her midt i denne smukke del af Østjylland og solen skinner, så bliver vi alle i godt humør og tænker, at alt nu går meget godt.

Jeg tænker også, at når embedsværk på Slotsholmen i København sidder og kigger ud af vinduet, og ser solen skinne, så tænker de, alt er nu meget godt.

Men det er to forskellige omend ikke verdner, men i ihvertfald to meget forskellige indtryk.

Det, at Danmark kan opleves forskelligt, om du står i Østjylland eller på slotspladsen ved Christiansborg, er med til at definere os som land.

Men vi ved også, at når der skal laves lovgivning, og der skal gives bevilliger til anlæg, så spiller ens udsigtspunkt uvilkårligt ind.

Derfor er det også vigtigt, at vi i folketinget har medlemmer fra alle egen af landet, så alle synsindtryk kan komme med, når der skal lovgives.

Hvis jeg bliver valgt til folketingen vil mit udsigtspunkt være Favrskov og Østjylland. Og i alt beskedenhed, så er der ikke mange af folketinges medlemmer, der når det står op om morgene, har Østjylland som deres udsigt.

Fra mit udsigtspunkt er der nok at tage fat i her i Østjylland.  Det er alt fra de små sager, – til de store sager.

Der er små sager set fra Christiansborg, men store sager set her i Østjylland og eller Favrskov.

Lad mig nævne elektrificeringen af den jyske længdebane. Her tænker man i statsadministrationen, at det betyder da ikke noget, at lukke et par boer i Hadsten og Laurbjerg. Det ved vi der boer her, at det kan have endog meget store konsekvenser.

Vi kan også se, at det har en betydning, når der f.eks. skal udlægges statslige arbejdspladser i forhold til, hvor der er udsigtspunkter i Danmark.

Lad mig også nævne Rute 26. Det er en lille sag i København, men en stor sag her i Favrskov. Vi har mange gode argumenter, og vi har faktisk fået et mere. Vejdirektorat laver hvert femte år en støjvurdering af hvor mange borger, der er støjplaget. Ud af den rapport kan man se, at 462 boliger langs Viborgvej er støjplagede, med mere end 52 dB. Og vi ved at støj er usundt, hvis man lever i det år ud og år ind.

Og så er der koblingen mellem det, som vi oplever fra vores udsigtspunkt i Favrskov Kommune og så den verden, som man ser på Slotsholmen. En enkelt lille konkret sag. I forbindelse med, at vi i Venstre her i Favrskov, ikke kunne se, hvor mange flygtninge og indvandre der deltager i danskundervisning, da det det ikke kunne umiddelbart findes på ministeriets hjemmeside. Da vi Venstre i Favrskov påpegede det over for Inger Støjberg, blev tingene ændret, så i dag kan alle landets kommuner se deres tal på Integrationsbarometer.dk

Min pointe er, at det betyder noget, at der er en med udsigtspunkt her fra Favrskov og Østjylland til at varetages vores interesser i forhold til dem, der har udsigtspunkt på Slotsholmen.

 

Demokrati handler om at engagere sig i det og deltage i debatten om udviklingen af vores samfund. Hvis ligegyldigheden griber os, så mister grundloven og dermed demokratiet langsomt sin legitimitet – og dermed sin berettigelse.

Der er heldigvis nogle, der kerer sig om debatten og demokratiet. Det er I et bevis på, ved at møde op her i dag.

 

I forbindelse med arbejdet med min tale til i dag, stillede jeg på min Facebook side (Gå ind og følg den) et spørgsmål der lød: ”Hvis du kunne vælge, hvilket emne vil du så gerne høre noget om med relation til grundloven”

Her kom der flere gode indlæg med holdninger både med afsæt i grundloven, men også den aktuelle politik.

Leif Karup spørger: om der er grænser for politik. Og behøver politikere blande sig i alt? Svaret er vel lige til. Politiker behøver ikke blande sig i alt.

Dorte Gye rejser et meget relevant spørgsmål om plast i vores natur. Jeg er helt enig i, at det er et miljøemne, der skal tages meget alvorligt.

Derfor har regeringen også planlagt en række initiativer, blandt andet for at fjerne plastikaffald fra strand og hav og for at komme mikroplast til livs. Og med en ny national plasthandlingsplan skal vi blive endnu bedre til at genanvende plastik og sikre, at plastik ikke flyder i naturen.

Martin Toft spørger om infrastrukturen ikke er vigtig, for at sikre erhvervsudvikling uden for de store byer.

Jeg tænker, at der en vigtig forudsætning for erhvervsudvikling uden for de store byer i dag, at der ikke bare er en fysisk infrastruktur i form af veje, men nok så vigtigt en digital infrastruktur.

Det emne har optages os i Venstre i Favrskov gennem mange år, hvor vi bl.a. har haft sagen rejst i byrådet, og presset på i forhold til Christiansborg.

Jeg er derfor glad for, at der er vedtaget en telepolitik, der skal være med til at sikre, at danskerne skal kunne bo og arbejde i alle dele af landet. Med aftalen tages der vigtige skridt imod en målsætning om, at alle husstande og virksomheder senest i 2020 skal have adgang til en bredbåndsforbindelse med en hastighed på mindst 100/30 Mbit/s.

Vi har hejst flaget i dag og fundet sammen om at fejre Det Danske Riges Grundlov, og de rettigheder den giver hver enkelt af os.

Et er dog sikkert for mig – nemlig, at vi i debatten om udviklingen af vores samfund, med grundloven i hånd har fundamentet til, med egne faste holdninger, at kæmpe for vores synspunkter, men også at anerkender andres ret til at mene noget andet.

– Og på den måde er vi vendt tilbage til vores frihedsrettigheder: ytringsfrihed og demokrati, som min tale tog udgangspunkt i. Husk at aktiv deltagelse er en forudsætning, hvis demokratiet for alvor skal give mening!

 

Forsat god grundlovsdag.