Plastik er over alt i vores hverdag. Det er både godt og skidt. Plastik er et fantastisk materiale, hvis det bliver brugt fornuftigt, men det skader både naturen og miljøet, hvis vi bare smider det i havet, på fortovet og langs vejene. Vi skal bruge plastik med omtanke. Derfor er jeg glad for, at Venstre har taget initiativ til en ny politisk kultur, hvor alle de politiske partier har lavet en ny grøn plastikaftale, hvor vi skal holde nøje øje med udviklingen.

Det handler om, at vi skal have mere genbrug af plastik, og vi skal undgå unødvendigt forbrug af plastik. Vi skal væk fra brug af plastik, der ligeså godt kan være lavet af et andet og mere miljøvenligt materiale. Vi skal genbruge poser af plastik, men poser skal allerhelst være fremstillet af et helt andet materiale.

En del af aftalen er også, at vi skal have et bedre pantsystem, som øger genbruget og beskytter både miljøet og naturen.

I det hele taget er det vigtigt for mig, at vi tager alle de fornuftige og nødvendige initiativer, der kan beskytte klimaet nu og i fremtiden. Derfor skal Danmark gå forrest og være et godt eksempel for resten af verden. For det batter kun noget, hvis alle verdens lande står sammen og tager konkrete initiativer hen mod et grønnere og sundere klima.